Aktuel udstilling:


Jens Boas Barlund

24. august til 29. september 2019

Der er fernisering lørdag den 24. august, kl. 13-16. Udstillingen åbnes af cand.mag Lone Kluge Larsen. Åbningstale og lodtrækning kl. 13.30.

Jens Boas Barlund

For Jens Boas Barlund var maleriet et kærlighedsbarn. Mens andre drømte om at gøre en lidenskabelig kunstinteresse til en levevej, var Jens lykkelig for, at han ikke behøvede at male for at overleve, men i stedet kunne leve for at male. Maleriet skulle være en leg, ikke en sur pligt, sagde Jens, og som al god leg skulle udgangspunktet være lysten, nysgerrigheden og eksperimentet.

Jens blev født på tærsklen mellem verdenskrig og fredstid, og da rammerne kollapsede og normerne eksploderede i modkultur og grænsesøgen i slutningen af 1960'erne, var han allerede på vej fra ungdommen til voksenlivet som nybagt far med frisk ansættelse som ung skoleinspektør på den lille skole i landsbyen Tybjerg. Jens var mere til legen end til kampen, og nok hilste han bruddet med fortidens snærende rammer velkommen, men han så aldrig normbruddet som formålet i sig selv.

Den samme dobbelthed kan genfindes i hans billeder, der formmæssigt er stærkt inspireret af Cobramalernes abstrakte ekspressionisme, men hvis sigte aldrig var revolutionært eller politisk som forbilledernes. Det centrale var ikke at skubbe grænserne og provokere, men i stedet legen med farverne og mødet med de væsner, der nærmest umærkeligt trådte frem, efterhånden som han arbejdede malingen ind i lærredet med pensel eller spatel.

Jens skar figurer ud af de kulørte plamager, der hurtigt erobrede billedfladen, og hentede portrætter af den ydre verden ud af de abstrakte farveflader. Han malede indtryk, stemninger, øjeblikke. Den hvidgule vintersol på den grå himmel, duften af høje bøgetræer og fugtig skovbund i Herlufsholmskoven. Ikke som indfanget af fotografiets iagttagende blik, men genskabt påny af maleriets grundstoffer som en legende kemiker i laboratoriet.

Jens Boas Barlund så aldrig sig selv som kunstner, men som billedskaber. Han interesserede sig ikke for kunstverdenens modeluner eller forstillede koncepter, men for maling på lærredet på staffeliet en søndag eftermiddag, mens solen langsomt skar sig vej ud gennem de midtsjællandske skyer.