"Josephine Kjærulf Sommer og Carl-Johan Paulsen" Fabrikerede virkeligheder
6. september - 5. oktober 2025
Gruppeudstillingen "Fabrikerede Virkeligheder" præsenterer værker fra to unge billedkunstnere, der begge har tilknytning til Næstved. I udstillingen møder man værker i forskellige medier, med et fokus på tekstil, træ og performance.
De udstillende kunstnere lærte hinanden at kende, da de som børn gik til ballet i Næstved. Deres veje krydses igen, da de som teenagere gik på Talentskolens kunstlinje. Men siden de flyttede fra Næstved for 4 år siden, for henholdsvis at tage til Amsterdam og Bergen for at gå på Kunstaka-demiet, har de ikke haft kontakt med hinandens praksisser før nu, men det viser sig, at der er mange overlap og fælles interessepunkter.
Begge kunstnere interesserer sig for mundtlig overlevering, nysgerrighed på det mere-end-menneskelige, folkekultur og mytologi. Deres værker møder hinanden, taler sammen og lever i en stund i samme system. Med en fælles interesse for kunstpraksissen som et sted at finde ro, restitution og refleksion, åbner Næstved Kunstforening dørene op for Carl-Johan Paulsen og Josephine Kjærulf Sommers første udstilling i Næstved som nyuddannede kunstnere.
Josephine Kjærulf Sommer (f. 2000) har en bachelor i kunst fra Kunstakademiet i Bergen, hvor hun sideløbende studerede kulturvidenskab.
Josephines praksis har det seneste år gennemgået en langsom forandring, fra at have fokuseret på fortælling, stemme og krop, til også at arbejde med jord, planter og tekstil. Hun har stillet sig selv nogle spørgsmål: Hvordan kan jeg arbejde med naturlige materialer, der er nedbrydende, forgængelige og skrøbelige? Hvilke ressourcer har jeg tilgængeligt og hvordan kan jeg samarbejde med dem i min kunstpraksis?
Carl-Johan Paulsen (f.1998) har en bachelor fra Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam fra Tekst og Tekstil linjen, samt en minor i koreografi fra SNDO (School for new dance development) fra Amsterdam Hogeschool voor de Kunsten). De er medlem af drag-huset The House of Hopelezz og upcycle-fashion kollektivet The Patchwork Family.
Carl-Johans kunstpraksis kredser om temaer som queerness i mytologier, code-switching, det performative køn, skam og deep-listening. Gennem at karte, spinde, farve og væve stiller de spørgsmålstegn ved de historier der omgiver os, de kroppe vi bebor og hvordan vi bevæger os i verden. Ved at veksle mellem bæredygtige langsomme arbejdsprocesser og intense performative produktioner, søger Carl-Johan at finde en rytme i sine værker, både i skabelse og præsentation, hvor der er plads til en bred vifte af sindstilstande og udtryk.
Fernisering
Lørdag d. 6/9 2025, kl 13.00 Udstillingen åbnes af Lotte Juul Petersen, kunstnerisk leder af Rønnebæksholm.
Performance og Drag-show: 13.30
Åbningstale og Artisttalk 14.15 - 15.00